Om brug af Zak i Skole

Overordnede retningslinjer for brug af Zak i Skole

Bed som det første forældrene om at læse forordet i bogen. Eller gennemgå det f.eks. på et forældremøde.
I kan vælge temaer i den rækkefølge, I synes, men det første tema, er tænkt som en god start. Som en ”Øjenåbner” – hvorfor er det egentlig, jeg skal gå i skole? Og hvorfor er der så forskellige ting, det er smart at kunne? Ved en snak derhjemme, giver forskellige vaner og adfærd mening for barnet – og forældrene.
I skolen skal læreren blot ”slå tonen an” til hvert tema, og så laver elev og forældre resten. Læreren ser blot, hvad de så har lavet hjemme og sætter næb på fuglen. Det betyder bare – set. Så læreren behøver ikke skrive en hel masse. Set, kan også sættes ved en side, der ikke er lavet. Så er det også noteret. Bogen kan dermed også bruges som dokumentation. Eller som en naturlig anledning til at ringe til hjemmet. Sygdom og andet kan jo være skyld i, at opgaverne ikke er lavet. Hvordan kan vi hjælpes ad?
Det er snakken derhjemme, der er det vigtigste omkring temaerne. Barnet skal ikke presses til at lave flotte tegninger, medmindre barnet gerne selv vil. Snakken skal være kort, kun så længe barnet har fokus. Det er vigtigt at slå fast over for forældrene. Jeg har taget tid, da jeg arbejdede med Karl, og pr. opgave brugte vi som regel mellem 3 og 10 min. Men til en opgave helt op til 26 min. Karl kunne blive ved at tegne og snakke. Han bestemte farten. Har man kun en kort snak, kan far og mor jo tage tråden op i løbet af dagen, når de kører i bil sammen, køber ind osv.
Eleverne skal ofte blot snuse ganske lidt til et tema. De forskellige emner er noget, der dagligt bliver taget op både i skolen og sikkert også derhjemme. Året rundt og resten af skoleforløbet.  Men det er en støtte for jer som lærere, at I kan dokumentere, at der har været arbejdet med de forskellige indsatsområder, og at forældrene har haft mulighed for at være med på lige vis.
Pas på ikke at give for meget for. Det skal føles let og overkommeligt.
Det skal understreges over for forældre, at det ikke er en Ekstrabog – snarere det modsatte. Eleven skal lave opgaverne med en voksen. Så bogen er ikke uden videre egnet til lektiecafe.
Zak i Skole er for alle, stærke og svage, danskere og udlændinge, drenge og piger osv. Vi har fået gode tilbagemeldinger fra alle grupper.
Ressourcesvage elever vil måske ikke få lavet så meget, men vil lære af det, de kan se og høre fra de andre – og fra læreren.
Bogen lægger positivt op til, at forældre bliver medspillere i stedet for modspillere. Det er dejligt at kunne melde tilbage til hjemmene og fortælle, at det kan mærkes, at de har haft en god snak derhjemme.
Det er også meget vigtigt at fortælle forældrene, at deres børn allerede ER søde. Men man bliver aldrig færdig med at repetere, hvordan man lærer bedst og har det bedst med andre. Det vil fortsætte resten af skolegangen. Og resten af livet.

Hvordan gennemgås et Tema?

Se også forklaring PowerPoint til forældre.

Følgende gælder stort set til hver opgave:

  1. Tonen slås an i klassen. Kort snak, oplæs remse osv.
  2. Elever sætter x i ugedagslisten
  3. Skriv på ForældreIntra, hvad I har snakket om i skolen og skriv også der lektie og til hvornår
  4. Opgaver lavet derhjemme rundes af fælles i skolen
  5. Skriv på ForældreIntra, hvordan det er gået.

 

Det kan gøres ultrakort, da arbejdet deles med forældrene. Men temaerne kan udvides efter behov eller tages op senere, i næste klasse, repeteres osv. Det kan ikke understreges nok, at det vigtigste er snakken. Skidt med at opgaverne ikke er løst tiptop.